Den ande dag oprettede jeg en FB side til min Hverdagsturist. Da jeg havde indviteret de første 40 til af følge siden, var der en meget venlig sjæl, som gjorde mig opmærksom på at der mangler et ”R” i hverdagsturist. Jeg gik i panik, jeg er blevet ramt på et af mine største usikkerhedspunkter.
Janteloven ånde mig ikke i nakken – den skreg mig ind i hovedet. Hvordan tror du, at du kan tillade sig at skrive, når du ikke engang kan stave!!!!
Og jeg kunne ikke finde ud af at rette det på siden – hvor var den funktion? Paniksved – er der nu ingen der vil læse min blog, jeg er bare en useriøs taber?
Det satte tanker i gang omkring min selviscenesættelse. Jeg er i bund og grund vældig uperfekt men jeg bruger mange kræfter på at skjule det!
Jeg er en grad af ordblind …. ordblid. Jeg fik lydterapi og gik i støttekalsse da jeg var barn. Vi har det i familien på min fars side. Min farfar og far kunne ikke engang skrive et brev. Flere fætre og mine søstre er som jeg grader af ordblind. Min mor satte diverse tiltag i gang, men hun tvivler stadig den dag i dag på, om hun gjorde nok. Min studievejleder på gymnasiet sagde ” Ja, ja det skal jo nok gå, du skal bare ikke vælge at blive lærer”.
Ydmygelsesoplevelsen på universitetet” sidder i min krop. Den dag da en af mine undervisere på teatervidenskab, som jeg ellers var meget glad for sagde: ”Man må da gerne læse opgaven igennem inden man afleverer den! Man kan jo f.eks prøve om der mangler et r med ”spiseprøven.”” Han sagde det hoverende, temmelig irriteret over opgavens mange gramatik og stavefejl – og det forstyrrede hans læsning.
Han skulle bare vide, hvor mange gange jeg havde læst opgaven igennem.
Så gik jeg igen, igen, igen på gramatik kursus. Denne gang på universitetsniveau – lige indtil jeg gik grædende derfra. Er det det jeg vil bruge mit liv på?
Fornygelig mødte jeg en far, som stod med en teoribog omkring orblindhed. Hans datter er en grad af ordblind. Jeg blev nysgerrig på, hvilke tiltag havde de gang i?
Han talte meget åbent og ærligt omkring udfordringerne med hans datter. Det var tydeligt at det det var noget der fyldte i deres familieliv. Bl.a. konflikten omkring lektier. Moderen der gerne vil have fokus og datteren der hele tiden skulle pille ved noget. Men også hvordan det påvirkede hendes adfærd og relation med andre. I beskrivelsen kunne jeg genkende en masse – hvis ikke ved mig selv, så ved historier jeg har hørt fra andre forældre.
Vi forældre, vil så gerne fjerne de store steen på vores børns vej. Men skal vi det? Er det ikke bare en forstærkning af en ambition og ønske om at være fejlfri. Vi omgås eller skjuler vores svagheder så god vi kan. Kommer det fra samfundet, fra medierne eller kommer det fra os selv?
Hvis du er tyk så skal du nok ikke lige gå ikke stramme kjoler. Hvis du er fattig så prøv i det mindste at være ren og pæn. Hvis du er ordblind så skriv ikke, find på noget andet du er god til. Sandemose skriver i ”En flygtning krydser sit spor”meget rammende om vores frygt for at bliver afsløret i vores svagheder. Angsten som kan fylde hele ens liv: At det de andre ved om dig, vil blive brugt imod dig på grimmeste vis.
Min tideligeres chef, sagde klogt til sine elever når de kom med en personlig udfordring (f.eks spiseforstyrelser, angst, ordblindhed) ”Du er så meget mere end det, vær ærlig omkring det, for det er ikke hele dig.”
Fra innovations verdnen er et mantra ”Fejl fejl, fejl – hvis du ikke fejler, så er det fordi du ikke satser hårdt nok. Der sker fantastiske ting ved fejl. Det gør der for øvrigt også når du er ordblind – man kommer de vildeste og morsomste steder hen i Danmark når man læser byskildte. Der skal også nogen gange meget ukendte ting i madopskrifter!
Men er vores sanfund til fejl og svagheder? Kan vores samfund rumme tvivl, sorg, usikkerhed, konkurser og alt det andet som er i livet udover lykke, suces og flow?
I relationer er der først tillid og samhørrighed, når vi deler vores skrøbelighed. Vendskaber bliver først til vendskaber når man giver så meget af sig selv, at man viser sin skrøbelighed, beder om hjælp eller støtte. Indtil da er det bare overskuds, professionel hjælpsomhed og interesse. En bekendt, Gudrun Hasle, laver masser af kunst om ordbindhed – med al den skrøbelighed og smerte det bærer med sig. Det er meget udbasionerende og inspirerende. Men det får mig også til at stille spørgsmålet, hvornår ender vores svagheder i patos og offerfastholdelse?
Form og indhold må hænge sammen.
Denne blog er ikke rettet igennem af andre og stavekrontrollen er slået fra. Alle stave og gramatik -fejl er hjemmelavede. Så hvis der mangler nogle r og kommaer og det har forstyret dig, så er der nogen her r,r,r, R,r, r.
G og K kan du også bare bytte om på efter behov.
Meget fin tekst og rigtig gode pointer. Det eneste, jeg vil sætte spørgsmålstegn ved, er, om den behjertede sjæl, der gjorde dig opmærksom på et manglende -r, gjorde det af ond vilje? Hvis det er tilfældet, synes jeg, at henvisningen til Janteloven er i orden, men det KAN jo have været af venlighed. I så fald må du benytte et andet udtryk, for så er det jo netop for at hjælpe, så du ikke til tid og evighed har en side, der er stavet forkert. Det kunne jeg såmænd selv have gjort ☺
Kære Lise
Det var i ren omsorg hun gjorde mig opmærksom på det. Det var det store jantemaskineri der satte sig i gang i mig selv.
Har også lavet en lille red.
?
Det er godt skrevet Bolette.Jeg er stolt over at kende dig.
Knus Anne Lise
Kæreste Bolette.
Du er for sej og skøn, med alle dine sårbarheder, geniale indfald og skønne humor. Knus og kram Helene
Det er så fint og dejligt skrevet. Jeg arbejder som lærer og vi har mange ordblinde i klasserne – nogen mere end andre. Det gør mig ked af det på de unges vegne når ordblindheden først opdages i 7. klasse og man tænker på hvor meget børnene har måtte kæmpe uden at få den rigtige hjælp. Men hver dag glæder jeg mig sammen med dem når tingene lykkes. Og jeg bliver rørt til tårer når deres klassekammerater hjælper og støtter og når de tør prøve og spørge. Ordblindhed kan man ikke gøre for og på min arbejdsplads kæmper vi for at alle skal føle at de kan noget – og kan blive til lige det de ønsker.
Og vi kan vidst alle blive i tvivl om et komma sidder rigtigt eller overse et nutids-r hist og her 😀
Kære Bolette. Nu har jeg læst alle dine blogindlæg og er klart blevet mest ramt og (be)rørt af dette om det manglende nutids-r. Konklusionen herfra: For blogindlæg gælder som for fantastiske fortællinger og livet i sin ualmindelige almindelighed: Altid indhold over form. Fylde over længde. Det sagte over det strukturerede.
Det væsentligste får luft(rum) i sårbarheden – i det umiddelbare. Det er hverken fejltastisk eller forlorent. Det er, hvad det er, hvad det er. Og dén oprigtighed rammer i hvert fald her. Jeg håber du skriver igen – og igen.
P.s. Sara Blædel er ordblind – og vinder af De Gyldne Laurbær. Just saying.
Ditte, Ja, vi kan jo se hvor langt de er kommet i USA med deres 3-bogstavs og 4-bogstavs og 5-bogstavs diagnoser? Ikke særlig langt. Det er da fint nok at man kan sidde og pille ved et andet menneskes liv og levned med krogede bogstaver, som en ådselsgrib bruger sit næb i et kadaver. Men det virker jo ikke.
Og nej hvor er det dog rigtigt. Jeg tænker lige nu at det vel forholder sig ligesom med andre sanser som man enten har eller ikke har – hvis man har 30 sanser i stedet for de sædvanlige 40 – så er de vel blot så meget desto mere skærpede.
Kære Bolette
Jeg underviser helt privat børn med læsevanskeligheder, og dine og særligt din tidligere chefs ord rammer mig lige i hjertet.
Tak for et dejligt indlæg :o)
Mvh. Mette
Velbekomme Mette
– ja det var klogt sagt af min chef
Nååh, Mette Mikkelsen, så skal du høre her. Min bedste ven i over 30 år, havde fået overbevist sig selv om, at det der med at læse og skrive ikke lige var hans kop te. Han hoppede ud af 7. klasse,og kort efter stødte vi bogstaveligt sammen i en skøjtehal, og blev venner med et bump. En del år senere startede jeg på min tertiære uddannelse, og inviterede ham med på et enkelt af kurserne. Han deltog tøvende, men bestod med et 7-tal. Og tænk dig – så gennemførte han i øvrigt en bachelor og en masters derefter. Manden har altid været et yderst kvikt hovede – du må simpelthen fortælle dine kære børn at læsevanskeligheder kan gøre livet lidt mere kompliceret engang imellem, men – de skal forfølge deres drømme – helt uden overhovedet at fravige det en tomme. Det er vidunderligt, Mette (og Bolette) – at I er til. At I bruger hovedet på vidunderligt overraskende måder, at I deler jeres vanvittige, skønne, anderledes tanker og skaber poesi i vore hjerter. Lev lykkeligt.
Smukt! Life is more❤️
Hvor er du dog vidunderlig. Tænk hvordan du mestrer at skabe lys her ved midvintertid. Her ved ækvator er solen gået ned lige for få minutter siden. Og så pludselig så jeg din artikel “Bekymrede tanker om tid” – vidunderlig. Og pludselig stod solen op igen og grinede, som om det bare var en vits at den var gået ned. Jeg hoppede på den. Tænk engang. Jeg vidste helt ærligt ikke at fede artikler kunne få jorden til at dreje den anden vej i et stykke tid.