Højskolevandrerne.

Igennem tågen, som var blevet til dagsregn, fik jeg øje på gården. Den lå lige op ad landevejen. En gul lille gård med kun to længer tilbage. Den kaldte på min opmærksomhed igennem lyden af lastbilernes rytmiske forbikørsel og vandet, flyttet nede fra asfaltens ingeniørberegnede mellemrum og op på vores ben. I døren til stuehuset stod en ældre dame. Under det lille udhæng over fordøren kunne hun stå tørt, i sine støttestrømper og hjemmesko. Roligt kigge hun på sine kasser med blomster, lidt georginer, pelargonier og flere som jeg ikke ved hvad hedder. Det var som om regnen slet ikke gjorde hende noget.  Hun nød det.

Jeg nød det ikke. Jeg gik bagerst, Stine forrest. Ingen sagde noget. I dag var det mig der havde ondt i fødderne, og benene, og skuldrene. En smerte som langt overgik meningen med denne vandring.

”Ej Stine, prøv lige at se hende der. Skal vi ikke spørge om hun giver en kop the.  Mine fødder trænger virkelig til et hvil.”

 Stine og jeg, højskolevandrerne. Vi gik på højskole sammen for 25 år siden og nu var vi sammen igen. Vi var helt tilbage i den udødelige højskoleenergi, højskolemagi. Vi ville ud på landevejen og tænke de helt store tanker. Vi tænker bedre når vi går. Man tænker anderledes. Man er tættere på naturen, det oprigtige og dermed mere fri. Fraværet af alt det som trækker i en gør tankerne større. Ligesom når man går på højskole. Meningen var at sammenligne højskole og vandring. Tankerne ville vi så videregive til nuværende højskoleelever. Måske et ønske om at give noget tilbage, måske bare et ønske om at give vores egen proces en form. Vi havde udviklet et koncept med, at vandre fra højskole til højskole ”En overnatning for en morgensamling”.

Højskolerne åbnede dørene og vi var blevet højskolevandrerne. En skøn identitet i mit ellers lidt flossede selvbillede. Men denne tredje dag – da begyndte fødderne virkelig at gøre ondt. Jeg ved ikke om fødderne var for hævede til støvlerne eller om det var regnen. Regnen som egentlig startede som tæt tung, fredfyldt og beskyttende tåge da vi gik fra Jyderup. Det var vel også landevejen, med den tætte trafik som trak den sidste mening og munterhed væk. Kiksene var blevet bløde, selv citater fra højskolesangbogen måtte give fortabt. Det eneste der var nok af var kilometerne hen til den næste højskole.

 ”Jo det skal vi da”  svarede Stines fregnede ansigt på et næsten alt for klingende ”opvoksetpåBorringhøjskolefynsk”. Højskolelynet var slået ned i hende.

”Ej det var bare for sjov, vi kan da ikke bare spørge hende om hun giver en kop the.  Hun bliver sikkert bange.” Jeg kom til tænke på gamle mennesker som knap tør åbne en dør hvis jeg kommer og ringer på. Ikke engang min søde lyshårede datter med indsamlingsbøsse kan gøre dem og deres vagthunde rolige.

”Kom, nu går bare lige ned og snakker lidt med hende.” Stine smilede lokkende. Vi gik ind ad indkørslen. Den gamle dame i støttestrømper og hjemmesko kiggede noget på os da vi kom.

På Ubberup højskole var der en elev som havde lavet den klare analyse af hvorfor man ikke taler med hinanden i busserne i København. Der var nemlig kun tre slags mennesker som gjorde det: Enten Jehovas vidner, udviklingshæmmede eller nogen påvirket af stoffer. Jeg ved ikke hvilken kategori denne blide, gamle kone forsøgte at puttede os i. Hun var rolig. Hun minde mig så meget om min moster Kirsten, at jeg med det samme synes jeg kendte hende.  Hun gik med på samtalen omkring hvilken vej vi skulle gå, om vejret, om blomsterne, og lidt til det med at gå fra højskole til højskole. Men det med en kop the, det var meget, meget langt væk også selvom både Stine og jeg er dygtig til at tale med folk. Efter en god gårdsplads snak med dunkende fødder og dryppende huer sagde jeg henvendt til Stine at nu måtte vi nok også se at komme videre.

 ”Ja det må i da, for I vil da vel ikke med ind.” Elly kigger roligt på os mens hun støtter sig til blomsterkasse. Stine og jeg kigger på hinanden, smiler. ”Jo det vil vi da rigtig nok gerne.”

Elly smiler også ”Det kan da være I vil have en kop the?”. ”Jo det vil da være skønt, hvis det ikke er til besvær.” Havde vi lige telepateret til hende? Var det synkronicitet? Vi forsøger at dæmpe vores begejstring og går med ind.

 Fordøren havde stået åben bag Elly, så gangen virkede som en sluse imellem kulden og varmen. I gangen tager vi rygsække, vådt tøj og støvler af. Låner på skift hendes toilet, som har fliser fra min barndom.

Jeg er stadig bange for om hun er bange. Tænker hun om vi er nogle trick tyve. Hvor den ene underholder Elly, mens  den anden undersøger alle smykkeskrin og laver et aftryk af hendes husnøgle i håndsæben. Men det er som om hun slet ikke er bange og så faldt jeg også til ro igen. Hun sætter vand over til the og finder et par kopper frem, brun-grå keramikkopper.

I strømpesokker kommer jeg ind i hendes varme køkken, det er vidunderligt. Fødderne bliver masseret for hvert skridt uden for de stive vandrestøvler. Ellys køkken er bygget til hendes lave krop for 20 år siden. Hun er yderligere faldet lidt sammen. Der er pænt og ordentlig i køkkenet. Her bor en god husmor. Vi sætter os alle 3 i den lille spisekrog. På bordet står en radio, nogle børnetegninger en æske chokolade og en kryds og tværs halvt udfyldt men blå snirklede bogstaver. Der er ro i køkkenet, ro blandet med lyden af en 87 årig kvindes refleksioner.

Vi får the i vores kopper men vi får meget mere end det, for Elly begynder at fortælle om sit liv. Hendes spændende men også noget udfordrende landmandsliv. Hun fortæller om gården ovre på den anden side af hovedvejen. Der boede hun sammen med sin mand og 6 børn, karle og hjælpere. En gård hvor der altid kom mange mennesker. Fuld fart og fest. Hun fortæller også om at miste. Først hendes forældre, så alle hendes 6 søskende. Hun må desværre fortsætte rækken. 3 af hendes børn var døde, deriblandt hendes handicappede datter som hun bar på i de 26 år hun levede. Og hun bliver ved. Hendes mand og desværre også et barnebarn var gået bort.
Elly kan ikke forstå hvorfor hun skal opleve det, men der er ingen bitterhed at spore i hendes ansigt. Vi får en kop the mere og mange af de spørgsmål vi har gået og talt om på vores vandring spejler vi nu i hendes livsvisdom. Vi samtaler. Grundtvigs levende vekselvirkning. Vi spørger om der et valg hun gerne ville have gjort anderledes, prompte svarer hun. ”At jeg gik i seng med den mand som 17 årig.” Hun elskede sin mand og sine børn, men hun ville gerne have oplevet noget mere ude i verden først. Inden hun blev landmandskone og blev hjemme på gården og passede børn og dyr. Vi spørger ind til om der er noget hun er ked af, at hun er gået glip af.  Hun svarer lige så prompte, at hun godt ville have lært noget mere engelsk, for nu kan hun ikke følge med på alle disse skærme. Der er pause i samtalen. Pause i vandringen, i tankerne, vi er. Vi er her ved køkkenbordet og mærker hvad det hele handler om og det vi trængte til. Pausen tager tid – det gør pauser og her sidder vi så, i en lomme hvor tid er noget der kommer med årene.

 Vi står igen ude på gårdspladsen. Regnen er stoppet. Taknemmelige. Opfyldte, livsoplyste og oplivede. I indkørslen ser jeg dagens avis indpakket i blå plastic ligge i en vandpyt. Jeg henter den. Hun tager imod. Med sin gamle, årede og tyndhudede hånd giver hun os hvert et æble. De er fra hendes have. Vi tager imod. Vi vinker og tager det første sprøde, saftige bid på vej ud af indkørslen, ud på landevejen.  Vi er højskolevandrerne.